Skip to content

    Edvin Clausen

    Edvin Clausen fejrer 50-års jubilæum sammen med Hydro i Tønder

    Da Hydro blev etableret i Tønder i 1975, var Edvin List Clausen en af de første, der blev ansat. 50 år senere går han stadig på arbejde i Tønder, og interessen for aluminium er ikke blevet mindre.

    Edvin var en 25-årig elektriker, da han første gang satte fod i en nyetableret Hydro-fabrik i 1975. Minderne fra den spæde start på en lang aluminiumrejse står stadig klart for ham i dag. Sammen med knap 20 medarbejdere var han med til at ekstrudere (presse) rå aluminium til profiler for første gang i Tønder. En oplevelse, som står tilbage som en fortælling om begejstring og forventningsglæde:

    Da vi skulle ekstrudere aluminium for første gang, og vi så profilerne komme ud af pressen, blev vi utroligt begejstrede. Der var ikke maskiner til at føre de varme profiler, det gjorde operatørerne med hænderne – med resultatet, at de fik brændmærker op ad armene. Dengang var sikkerheden ikke det samme, som den er i dag,” fortæller han med et smil.

    50 år efter sin første arbejdsdag går Edvin stadig på arbejde i Tønder, og har i dag en lang karriere bag sig, som er præget af et tæt samarbejde med bilproducenter i Europa og USA. Sammen med kunder, som bl.a. BMW, har han været med til at designe revolutionerende aluminiumprodukter, som er udviklet og produceret af Hydro i Tønder. Produkterne kan findes i biler i form af karosseridele, alumniniumsrør og forskellige strukturelle dele i aluminium. 

    Den tætte kontakt med kunderne, samt friheden til at være innovativ og sætte sit præg på produkterne, er noget af det, Edvin værdsætter mest ved sin karriere i Hydro. Han har været involveret i en lang række projekter med kendte bilmærker som Aston Martin, Rolls Royce, Mercedes og Chevrolet Corvette, men særligt ét projekt vækker minder hos den garvede udvikler: BMW’s model Z8.

    Vi var ganske få personer fra BMW og Hydro. Vi satte os sammen, og fik friheden til at konstruere det bærende karosseri på sådan en måde, at aluminium var det foretrukne materiale. Det var en rigtig flot bil, som der kun blev produceret 8.000 stk. af. Selvom bilen er knap 30 år gammel i dag, er det ikke noget, man kan se – den  var forud for sin tid.

    BMW’s model Z8
    BMW Z8

    Aluminium i årerne

    Som trofast medarbejder gennem fem årtier, kan man undre sig over, hvor motivationen til at blive ved kommer fra. Svaret er heller ikke entydigt, men skal findes i en kombination af nysgerrighed, kreativitet og et foranderligt marked. Som produktudvikler er motivation og kreativitet essentielt for at skabe forandring – men det er ikke noget, man kan fremtvinge, fortæller Edvin:

    Man kan ikke sætte sig ved et bord og forvente, at ideerne kommer af sig selv. Hvis du er oprigtigt interesseret, og både du og ledelsen er motiveret, vil ideerne gro og komme til dig – fx når du er ude at fiske, eller når du skal til at sove. Jeg er nogle gange stået op om natten for at skitsere en idé, og så lagt mig til at sove igen.

    Det er også den massive udvikling i bilindustrien, som har holdt Edvin og kollegerne fra Hydro i Tønder i gang i 50 år. Nye markedstendenser kalder på nye biler, som igen kalder på nye produkter. Det handler om at følge med, og om at kunne imødekomme kundernes behov for udvikling, fortæller han.

    Med sine 50 år i virksomheden har Edvin ikke kun været en del af historien, men han har været med til at forme den – en sjælden bedrift, som Hydro anerkender med stor respekt:

    Jeg har kendt Edvin igennem alle mine år i Hydro, og det har altid været en fornøjelse at drøfte muligheder og udvikling med Edvin. 50 års erfaring og et innovativt mindset giver et enormt indblik i mulighederne med aluminium, som ofte er meget større end vi forestiller os. Edvins engagement, loyalitet og interesse i at gøre det godt for Hydro i Tønder er en stor gave virksomheden og for Hydro.” fortæller Ole Thisted, administrerende direktør for Hydro Precision Tubing Tønder.

    Hydro markerer sit 50-års jubilæum ved at holde et arrangement for kunder og samarbejdspartnere fredag d. 19. september, efterfulgt af en stor jubilæumsfest for virksomhedens knap 700 ansatte med påhæng lørdag aften.